DEN DAG SOLEN STOD OP
Oqaatsut en bygd i Grønland
September 2024 udgav vi bogen på
DET GRØNLANDSKE SELSKAB
Tredje oplag er ved at blive trykt!!!
Du kan bestille bogen hjem til et hvert bibliotek og låne ebogen gratis på E-REOLEN
Køb en signeret bog af forfatteren
Den/de koster 250,- stk + fragt: 55, kr. til pakkeshop eller 65, kr for hjemmelevering
(Fragten er den samme uanset antal bøger til samme adresse)
Jeg skal bruge antal bøger, dit navn, adresse, telefonnummer og mailadresse til Track og Trace
Så sender jeg hurtigst muligt.
Det kunne være fint hvis du kan betale med mobilpay Til 42467767
Mail eller SMS til leneleed@gmail.com tlf. 42467767
ANMELDELSER - Flere længere nede
En bygd med sammenhold
I Oqaatsut lærer Lene Leed vigtige ting: At ethvert menneske tæller. At man ikke spilder en dråbe, når man selv skal hente vand i taphuset. At man skal yde for at overleve. Og at naboen altid står parat til at hjælpe.
Af Marianne Krogh Andersen
-Det går rigtig godt! Indtil videre ….
Bygdeformandens vurdering af det nyankomne danske lærerpars indsats i Oqaatsut er positiv. Meeen for en sikkerheds skyld smider han et dryp skepsis ind i beskeden.
For hvor længe vil de nye lærere holde til det stille liv i bygden nord for Ilulissat? Og kan lærerparret, deres to børn og marsvinet Nokia overhovedet finde ud af at bo et lille sted med omkring 40 indbyggere?
Harald la Cour og Lene Leed gør bygdeformandens skepsis til skamme. De bliver så glade for at bo i Oqaatsut, at de bor der i syv år. De bliver en del af fællesskabet i en bygd, ”hvor alle er i familie med alle”.
Lene Leed har skrevet en bog om hverdagsliv i bygden. Om Kvindernes Internationale Kampdag, om storm og is i opbrud, uopdragne krydstogtturister, om døden, som lurer i en stor natur, hvor det at hente en pose frosne boller kan være livsfarligt. Mere om det.
Lene Leed har skrevet bogen, ”Den dag solen stop op” i samarbejde med sine to voksne børn Nikoline og David. Den er baseret på hendes dagbog fra 2007 og 7 år frem.
”Der skete så meget skørt og skønt, som jeg var nødt til at skrive ned.”
Bedsteforældre og gavebarn
Manasse og Bertheline er Oqaatsuts ”bedsteforældre”. Det gamle par holder sammen på det hele.
-Jeg tror, det er deres fortjeneste, at Rodebay er sådan et dejligt sted, siger Lene Leed, som mest bruger det gamle hollandske navn om sin bygd.
Rodebay Fish er bygdens omdrejningspunkt. Her producerer 8-9 mand ræklinger. Lars er udover at være bygdeformand også direktør for fabrikken, skolebestyrelsesformand og kommunefoged. Hans kone Anne Marie er dagplejemor.
Hans, som går under navnet Nuunorujuk, kæmpebaby, fordi hans fødselsvægt var imponerende, passer vand- og elværk. Hans kone Birthe er ansat på bygdekontoret.
Bygdekøbmand Taqi opnår Dronningens Fortjentsmedalje for mange års tro tjeneste. Pensionisten Pavia var sidste mand i kajak og arbejdede som pedel. Jobbet giver han videre til sønnen Nuka. ”Han arbejder 360 dage om året, 24 timer i døgnet med at skovle sne og passe skole og kirke. Han henter lorteposer. Nuka har aldrig fri,” som Lene Leed skriver i bogen.
Der er Uta og Ingo, som driver restaurant H8 om sommeren og bor i Tyskland om vinteren. Deres hund får som den eneste lov til at bide uden at blive skudt. Den går under navnet Hitler.
Vi hører om det lille gavebarn Aka – bygdens kæledægge - som Hans og Birthe får i gave fra hendes kusine. Birthe rejser med til fødslen i Nuuk, og barnet bliver lagt på Birthes mave.
Ingen stress
Lene Leed og hendes mand Harald er ikke ganske flyfriske, da de flytter til bygden. De har en årrække bag sig som lærere i bl.a. Ilulissat. De rejser til Grønland for at opleve eventyret. Og komme væk fra stress og jag. Det lykkes langt fra i Ilulissat.
Men i Oqaatsut er livet overskueligt. Meningsfyldt. ”Der findes ikke stress i bygden,” som hun skriver omkring juletid i sin dagbog. Og slet ikke julestress.
-Vi henter alle sammen vand ved taphuset. Vi spilder ikke en dråbe, for vi skal selv hente det. Drikkevand får vi fra isfjelde, som vi selv henter i havet. Olien slæber vi hjem i dunke. Alt bliver båret. Folk slæber og slæber. De er arbejdsomme. I begyndelsen har bygden ingen ATV.
-Det giver mening, at man skal gøre noget selv for at overleve. Hvis du ikke henter din fyringsolie eller petroleum, fryser du og kan dø af kulde.
-Har du ingen penge, må du fange en fisk. Du er selv ansvarlig. Men folk i bygden er også gode til at dele. Har de lavet for meget mad, ringer de til naboen og tilbyder noget at spise.
-Hvert eneste menneske tæller. Man bliver accepteret som den, man er. Bliver man uvenner, er man nødt til at blive venner igen. Folk i bygden bærer ikke nag.
En milliardær
I lange perioder er bygden afsondret, kapslet inde i is eller storm. Da sidste skib ankommer med forsyninger, havner vintermad, julegaver og nytårskrudt et år på havets bund, fordi skipper og kranfører er nye i jobbet. I butikken gaber halvtomme hylder og en fryser fyldt med grisehaler. Sådan går det op og ned. ”Man skal grine hver dag. Ellers bliver man syg,” konstaterer Lene Leed.
Om sommeren kommer der mange turister til Oqaatsut. De glor ind ad vinduerne. Går ind i husene, og holder sig ikke for fine til at forsyne sig ved folks private kaffebord.
Udover at blive overbegloet har bygdebeboerne ikke det store udbytte af turisterne. Der er dog undtagelser. En dag dukker Microsoft-grundlægger Paul Allens skib til 1,3 milliarder op, med to helikoptere og ubåd på dækket. Han har gaver med: hawaiskjorter, sikkerhedssko, vaser, blå gabardinebukser, nogle af dem så store, at der er plads til to mænd. Bygdens damer klipper de største i stykker. Og syr tasker og poser af dem, som de så sælger videre til turister.
Døden tæt på
Sådan går det hele i ring.
Naturen er det store, allestedsnærværende under i Diskobugten.
-Bare det at stå op om morgenen og kigge ud af vinduet, så er jeg glad, siger Lene Leed
Men vejret viser ofte tænder. Døden lurer om det næste isfjeld, erfarer hun.
En vinterdag, de er på familiebesøg i en hytte, har de glemt en pose boller hjemme i fryseren. Sønnen David tilbyder at hente bollerne på snescooter. Da han er kørt, bryder isen op, tågen omslutter alt. Bekymringen er stor.
”Kære Gud, hvorfor satte du os et sted på jorden, hvor man kan dø af at hente en pose boller?” kværner det inden i hovedet på Lene Leed, inden sønnen omsider dukker op efter flere timer.
En anden gang er hun selv ved at omkomme i brændingen, da hun skal springe fra deres jolle op på isfoden. En bygdebeboer trækker hende i sidste øjeblik op fra dybet.
Klimaforandringerne er en plage. I 1980’erne har Lene Leed kørt i folkevognsrugbrød over Diskobugten. Den gang tog folk taxa fra Aasiaat til Disko. I løbet af hendes blot 17 år i Grønland er klimaet ændret radikalt.
-Vi kan ikke køre hundeslæde på havisen, som vi plejede. Store isfjelde er afløst af små skosser, så det er svært at gå på jagt.
Selv den relativt korte sejltur til Ilulissat er farlig. Isen pakker. Små lumske isskosser kan knuse motoren. Og de store isfjelde giver tsunami-bølger, når de vælter.
Alvorlig sygdom
Da Lene Leed rammes af huntington, en dødelig sygdom, som kan ramme bl.a. hjerne, muskler og synkereflekser, må hun på Rigshospitalet. Det betyder transport i åben jolle til Ilulissat og videre. Sådan er det for alle, selvom en helikopter hver torsdag lyver henover bygden.
Lene Leed indleder en kamp mod myndigheder og politikere for at få helikopteren til at lande i Oqaatsut. Det eneste, hun får ud af det er, at lægen i Ilulissat nægter at betale behandling på Rigshospitalet, fordi hun har brokket sig i pressen. Sygdommen er alligevel dødelig, som han siger.
Det finder Lene Leed sig ikke i. Hun får alligevel behandling i Danmark, som lindrer sygdommen. Hun mærker bygdebeboernes omsorg. De holder øje med hende, når hun går tur. Til datterens konfirmation kommer de med mad til festen. Der er omsorg for gamle og syge. Ved juletid, ringer de til folk fra bygden, som er på hospital eller plejehjem og synger julesalmer, så de også får del i julestemningen.
Men efter to år med sygdommen må Lene Leed og familien give op og rejse tilbage til Danmark. Nikoline skal i 9. klasse og har brug for at blive undervist af andre end far og mor. Sidenhen har familien besøgt Oqaatsut flere gange.
-Vi bliver modtaget som den fortabte søn, der vender hjem. Det er dejligt at mærke den glæde, når vi kommer. Jeg savner bygden, siger Lene Leed.
Læseren følger livet i bygden Oqaatsut (Rodebay) i årene 2007-2014. Familien, der er forfattere til bogen, er tilflyttere fra Danmark, som på alle måder ønsker at forstå og leve som den lokale befolkning. Det blev syv år med trygt naboskab og intenst samarbejde, hvor både store udfordringer og store glæder blev kendetegnende for opholdet. Familien Leed fortæller levende i bogen om bygdevilkår i Grønland, som kun fungerer fordi alle bidrager med deres forskellige kompetencer. Læserne får levende indtryk af hverdagen i skolen, i butikken, i kirken, på slædeture, på ture ind til Ilulissat og meget mere. Men gang på gang træder dagligdagen i baggrunden og bliver overskygget af store og til tider dramatiske begivenheder: Meddelelser fra Spøgelseshuset, kaffemik på Kvindernes Kampdag, besøg af Sussi og Leo, ishelvede, mordvåbnet dukker op, telefonopkald til præsident Obama, isfjeld og tsunami, Hollywood filmoptagelser - og en tur på fjeldet.
Sangerinden Julie Bertelsens præsentation af bogen:
Hvis du er interesseret i .
· eventyr fra det virkelige liv
· at lære noget nyt
· faktuelle oplysninger set 'udefra'
· at gøre noget helt andet i livet
· at blive underholdt
· Grønland og Arktis
· at høre noget om dette fra en helt ny vinkel?
Så læs denne bog om en familie, der flytter til Grønland på grund af udlængsel og behov for mere ro i hverdagen. Det resulterer i en hel del år i Grønland, og de sidste syv år bor de i den lille bygd, Oqaatsut i Nordvestgrønland. Og herfra får du historier, oplevelser, gode råd og en indsigt, man kun kan få, når man som dansk familie vælger at dele hverdag og vilkår med den lokale grønlandske befolkning.
Det hele præsenteres fra en personlig vinkel og med personlige detaljer.
Nunatsinnik inuinillu qallunaatut atuakkiarineqartartut maanna ilapput unnersiutiginngitsoorneq sapernartumik. Soorlu qulequtaanit ersertoq sammineqarpoq nunaqarfik Oqaatsut Ilulissanit pisuinnarmik tikinneqarsinnaasoq, amerlanertigulli angallammik ilaanni navialisarluni tikittariaq.
Atuakkiortuupput inuit pingasut qatanngutigiit Nikoline aamma David, arnartik Lene peqatigalugu. Arnartik atuakkiortoq ikorfartorsimalluaraat nalunanngilaq, tassami assit qalipaatillit ilaat Nikolinep 2000-mi inunngortup aniatalu Davidip 1989-imi inunngortup assilisaraat. Uiusoq ataataasorlu Harald – Oqaatsormiut Columbo-mik pisarsimasaat – atuakkioqataasutut allassimanngilaq, taamaakkaluartoq taassumattaaq misigisai atorsimasaalu ilaapput.
Oqaatigineqartutut atuakkap imarai oqaluppalaannguit ulluinnarni inuunermi pisartut annikitsualuit, amerlanertigut anaanaasup nuliaasullu misigisaanik atugaanillu tunngaveqartut. Atuagaq kapitalinut aggorneqanngilaq, aallaqqaataaniilli naanissaata tungaanut aallaqqaasiutaata naggasiutaatalu saniatigut oqaluppalaannguit imai katillugit 104-aapput, saqqaata assiliartaata kusanarluinnartup saniatigut assitai nuannersut katillugit 122-ullutik. Taamatut assiliartalersorsimanera atuakkiap taama ittup alutornaqutigiinnarpaa allassimasut piinnarnagit aammali isinik qimerluugassat ilanngunneqarsimmata, allatat assitallu taamaasillugit tasioqatigiissillugillusooq pineqarmata.
Oqaluttuartorput Lene Leed Thymiuuvoq. Ilinniarnermi ilaatut sungiusartilluni Ilulissanut peqqaarsimavoq 1986-imi, ukiiartorluni. Kingorna Ilulissanut nuuppoq Nipilersornermik Ilinniarfimmi pisortatut atorfinilluni. Ernera David 1989-imi inunngorpoq, pania Nikoline 2000-mi. Naartuleqqikkami aappaaguani ernisimagaluarpoq, sunaaffali toqungasumik.
Taamanikkut uitaava Harald Ilulissani Perorsaanermut atuartitsinermut Tarnillu pissusaanut Siunnersuisarfimmi sulisuusimavoq. Katikkamik Lene tassa anaanassanngorsimavoq Majamut Rasmusimullu, Haraldip qitornaanut. Atuakkalli imarineruai 2007-mit 2014-imut ilaqutariinnguit taakku Oqaatsumiitillutik inuunerat nunaqarfimmi sumiluunniit peroriartorsimagaanni ilisarnartorpassualik.
Atuakkap pikkunaqutigaa atuakkiortua arnaammat nuliaammallu misigisartooq inuunerup atoqqusaanut assigiinngitsunut qanittoq. Taannaannaanngilaq, aamma inuuvoq tullermut asannittoq. Malunnarpoq tamanna nipituuliutigineq ajoraa, iliuutsimigulli ersersinniartaraa. Ataasiarlunili oqaaqqissaarivoq, tassa ullut ilaanni meeqqani atuartitani oqaaqqissaaramigit alligunik imminut toqunniassanngitsut, pisariaqartitsilerunilligooq ikiortissarsiussasut. Tassani misigivara kalaallit oqariartaasitoqaat ’isummaminnik’/’isumaminik’ assortoraa, atuartitaminut paasitikkusuttutut illugu kristumiussutsip oqariartuutaa tulleq ilittulli asassagit.
Den dag solen stod op aallartippoq 2007-imi ilaqutariinnguit nunasiartortut angallammik Oqaatsunut tikikkiartornerannik. Oqaluttuunneqarpugut Oqaatsut soqartoq, aamakkumi Rodebay Fish, neriniartarfik H8, katersortarfik, atuarfik, errorsisarfik, uffartarfik, imeqarfik, peqqissaasoqarfik/nakorsiartitsivik, qatserisarfik allallu. Taava ilinniartitsisut illuannut pissunneqarpugut ukiuni arfineq-marlunni najugassaannut, Qeqertarsuup Tunuata tungaanut samunga imarsuarmut isikkivigissumut.
Tulliullugit saanneqarput atuakkap sananeqaatai oqaluppalaannguit piviusunik tunngavillit, inuunerup sarfaanit saqisartumit ingerlanneqartuartut, oqartarnitsitut ulluni nuannersuni ilungersunartunilu naapittakkavut. Ataasiarnanga atuarneranni qullipinngitsoorneq ajorpunga, atuakkiortup misikkarissumik oqaluttuartaasia pikkunarsigaangat. Oqaluttualialli assiginagit inuttaasuni pingaarnerusoqanngilaq, oqarsinnaavugulli arlaatigut pinngortitarsuaq taassumalu atoqqusai inuttaasuni pingaarnersaasut. Tassami Oqaatsut avataa iluliarsuarnik, ilulissanik sikunillu naatsorsoruminaattartunik ulikkaarpoq, silaa tassanngaannaq allanngorarsinnaasarluni. Oqaluppalaannguit tamatumunnga tunngasut arlalissuit atuarlugit Oqaatsormiut nersunngitsoorneq ajornartarput.
Pisimasut ataasiakkaarlugit oqaluttuassartaat maana eqqartussallugit isumaqangaanngilaq, ilaalli susaarnaveeqqutigalugit qulequtarsiorlugit assersuutigiinnassavakka: Pulammagiaa; Angerlarsimaffitsinnut tikilluarit; Narsaannarsuarmi illunnguaq; Pujoq majorpoq; Kaperlak; Arnat Ulluat – kaffimik; Sikumi ilorrisimaarneq; Sikuerpoq; Kunngissap tikeraarnera; Silap pissusiata allanngornera; Issip nalaani inunngortut; SPS-ip illuaraataa; Rasmus angutinngorpoq; Sapaassuaq; Tooq, Ulloq inna seqineq nuimmat; Anorersuaq; The Last Airbender; Nikolinep apersortinnera, kiisalu Angerlamut Thymut.
Atuagaq naaneqarpoq naggasiummik, assut attortinnartumik. Oqaatsut qimanneranit ukiut qulit qaangiummmata atuakkiortoq Oqaatsunut tikeraarsimavoq, 2024-imi. Inuit ilaat peerussimapput, ilaalli suli uumasut takoqqikkamigit takuaa kikkut kikkunnik inoqateqalersimasut, kiisalu kikkut allamik suliffittaarsimanersut. Naggasiutaanili tamanit kusanarnersaavoq Oqaatsut qimanneranit kikkut toqusimanersut tusaramigit aqqi taagoramigit. Kusanarnerpaavorli Oqaatsut qimannerannit kikkut toqusimanersut tusaramigit aqqilu tamaasa taagorlugit. Oqaaseq eqqaaniutini atorneqartartoq ”Eqqaaneqarnerat ataqqinartuuli” naggaterlerpiaavoq.
Taannamiuna atuakkiortoq Lene Leed kinaana? Ateq taanna aatsaat tusarakku paasissutissat inummut taassumunnga tunngasut sunaaffa qatanngutimilu nittartagarisaanni nassaakka naggasiutigissavakka.
© https://www.pigerneleed.com/
Lene Leed, inuusoq 1968, qallunaajuvoq erinarsortartoq erinniortartorlu, inuunermi sivisunersaa nipilersornermut pigitippaa.
Aallartippoq gospelimik erinarsortartutut, kingusinnerusukkulli Danmarkimi tamani tamaani erinarsornermik gospelimillu ilinniartitsisalerpoq, allaat amerikamiut legatiannut Lene Leed Vocal Education Scholarshipimut atsiunneqarsimalluni.
Kingusinnerusukkut Kalaallit Nunaannut nuuppoq Silarsuarmi Nipilersornermik Ilinniarfiit Avannarlersaat iluatsitseqaluni aallartillugulu siulersulerlugu.
Taanna ilutigalugu Qeqertarsuup Tunuani meeqqat atuarfianni ilinniartitsisutut sulivoq, kingornalu Danmarkimut uterami nipilersorneq soraarallarpaa.
2011-mi paasivaa Huntingtonip nappaataanik nappaateqalersimalluni. Taanna ilaatigut pissutigalugu nipilersortarnini aallarteqqippaa, tamatumuuna upperisarsiornerinnaq samminagu aammali politikki, inuuneq suullu taakkua akornanniittut tamaasa sammillugit.
Lene Leed, Nikoline Leed la Cour, David Storch Leed: Den dag solen stod op. Oqaatsut – en bygd i Grønland. Assiliartai ilanngullugit 165-inik quppernilik. Nalinginnaasumik akia: 194,95 kr. Det Grønlandske Selskab, 2024.
Af Per Ole Schovsbo
Lene Leed er sanger, sangskriver og komponist og nu også forfatter med en usædvanlig bog om syv år i Grønland med mand og fire børn. Det var udlængsel, der drev dem fra skolevæsnet i Thy, og Grønland var åbenbart ikke et fremmed sted for Lene Leed der, ligesom sin mand, tilegnede sig sproget, kulturen og den udfordrende natur. Bogen fortæller om hverdagslivet i den lille vestgrønlandske bygd kaldet Oqaatsut (der betyder skarver), der ligger ca. 23 km nord for Ilulissat ved bredden af Diskobugten. Den har en kendt historie til tilbage til 1600-tallet, hvor hollandske hvalfangere kaldte stedet Roo Baj – Den røde Bugt – der på dansk er blevet til Rodebay. Navnet skyldes parteringen af dræbte hvaler, hvis blod farvede vandet rødt. Bygden har været Iniut boplads længe før hollænderne kom.
Bogen fanger læseren, fordi Lene Leed lukker sin grønlandske verden op og forklarer uden omsvøb, hvad bygdens beboere ser, oplever og gør for at leve og overleve i et tæt fællesskab. Der hersker ø-kultur på godt og ondt, og man hænger sig ikke i småting, men opfinder de værdiskalaer der er nødvendige i det lange løb, og når katastrofen står for døren, og man bliver bange. Derfor indtager Lene Leeds ondartede sygdom, der afslutter de syv år i Grønland, næsten kun en bisætning, til trods for at det er den frygtede Huntingtons, der er uhelbredelig.
Lene Leed og hendes mand kom som lærerpar til bygden og i løbet af kort tid kom de ind på livet af bygdens beboere og deltog i deres hverdag i det tørre klima i læ for vinden, men udsat for isbræernes kælven, den kolde og mørke tid, solens tilbagevenden og ikke mindst de mange oplevelser med hunde og slæder, sælfangsten, fiskeriet og jagten. Familien har ligesom de øvrige familier deres egen båd, så de kan sejle til andre bygder, heriblandt Ilulissat, hvor der er sygehus med læger, lufthavn og meget andet, der har betydning for den lille bygd i nærheden. Herfra går forbindelsen til den store verden ikke mindst til Danmark, som kun er nærværende i form af korte nyhedsudsendelser mellem Disney sjov via det grønlandske TV, der ofte kan modtages. Mobilnettet kan kun fungere fra bestemte steder i bygden.
Bygden har bl.a. skole, kapel, fælleshus, butik, brandstation, badehus, sygeplejestation, tappehuse med afsaltningsanlæg, mens husholdningerne selv henter is fra bræen til drikkevand. Der er selvsagt ingen kloakering, og nødtørften samles i gule sække, der indsamles og brændes.
Den store opmærksomhed fra danske og udenlandske politikere fik området og deriblandt bygden på grund af den hurtige afsmeltning af indlandsisen, som var de tidlige tegn på klimakrisen og Jordens opvarmning. Sussi og Leo kom også til bygden på kort besøg ligesom kronprins Frederik og skatteminister Kristian Jensen og mange andre.
Mest fylder fortællingerne om naturoplevelserne, fuglejagterne, sejladserne og ikke mindst ture med hundeslæder i det barske og omskiftelige vejr, den vanskelige havis med store og små isbjerge der gør turene ud til fiskepladserne uforudsigelige. Så er der sælerne og ikke mindst isbjørnene, der kan være farlige og derfor som regel nedlægges af den jæger, der først ser dem.
Bogen består af over 100 afrundende fortællende og illustrerede kapitler, der hver har en stor eller lille pointe, som giver en let overskuelig læsning der dog kræver, at man husker de forskellige personligheder og deres navne, der udgør bogens ledetråde. Lene Leed er ikke meget for at fortælle om de sociale og personlige problemer, som et så udsat og isoleret lilleputsamfund må rumme. Dog hører vi om selvmord blandt de ældre inuitter, der genkendes tilbage i historien. Når de ikke længere var til gavn for fællesskabet, sprang de ud fra fjeldet og lettede dermed bygdens overlevelse. Men hvorfor de unge? Som læser opleves det grønlandske forsøg på at samle de mange spredte bygder i de tre regioner fra syd til nord og vest til øst som en tung byrde for de unge i en nutid med verdensomspændende informationer fra elektroniske medier. Bygden og den kulturelle identitet er derfor både et hjem og et fængsel, og det forekommer at være Lene Leeds egentlige budskab.
[Historie-online.dk, den 23. oktober 2024]
Af Nikoline, David og Lene Leed
