Valmuen og Mosegrisen
Hun stod der alene, men lyste hele marken op
Med sin yndige krone, på en lille spinkel krop
Og Han tænkte i hjertet, at han aldrig havde set
En smukkere skabning, på denne planet
Han gik tættere på kunne ikke lade være
han blev ligesom draget ind i hendes atmosfære
Den mildeste duft drev omkring med vinden
og han blev forpustet og rød i kinden
Hvad laver hun her, alene på marken
Hvor kom hun fra, hun havde undsluppet hakken
Alt blegnede ved siden af hendes røde farve
Og Han tænkte kun hende, kun hende vil jeg have
Pludselig så han de mange blikke
Der vendte mod hende fra buske og hække
Da ruskede vinden den lille krop,
så hovedet knejsende i vinden op
Og smilet lyste på hendes mund
Hun elskede denne ruske stund,
for støv forsvandt tillige med spind
En lille Peter havde puttet der ind.
Han tænkte hvis ikke jeg, så blir det en anden
Det ville drive mig fra forstanden
Hun skulle være hans helt alene
Han gik derhen på sine små bene
Og bukkede så godt, som han nu kunne
Og sagde sit ærinde nogen lunde
SÃ¥dan her: undskyld min pige
Der findes ingen i dette rige, der er smuk som dig,
og jeg ville gerne have dig boende
Hmm Hmm jeg tænker være min kone
Hun nejede dybt i vinden og lo,
Som om hun godt ville med hjem og bo
Han tog hende da forsigtigt med munden
Og bar hende kærligt gennem lunden
Han lagde hende nænsomt uden for hulen,
for en blomst skal have lys, det sagde uglen
og så sad de der helt stille sammen
til solen var væk bag andedammen
Den næste morgen, da han kom op
Så han hendes døde krop, og
kronen var helt faldet,
så hun nu var ganske skaldet.
Moralen er som du nok ved
At kærlighed kan gør fortræd
Hvis du kun tænker på dig selv
Så slår du den nok selv ihjel