Flugten
De blev tvunget på flugt, rædslen var enorm
Over Middelhavet vand, selv om der var storm
Og faren sagde til drengen, vi klarer det min ven.
Havet det vil skjule os, til der blir trygt igen
De var ikke alene, der var mange der ombord.
Nogle græd andre bad, frygten den var stor.
Men de ville leve. For børn har ret til liv
båden den gled stille ud mellem breddens siv.
Mørket var tæt, og kysten forsvandt
Et lille håb tændtes i hjerterne i blandt
De var ikke alene, der var mange ombord.
Nogle græd andre bad, frygten den var stor.
Vinden den tog til, det samme gjorden kulden
Da tog faren jakken af, den var dejlig ulden
Så svøbte han sin lille dreng fra top og til tå
og smilede trods kulden, drengen ligeså
De var ikke alene, der var mange der ombord.
Nogle græd andre bad, frygten den var stor.
Faren bar den lille, som var ganske varm,
og gyngede ham med bådens hjælp på sin store arm.
Sådan gik nu timer, mens barnet roligt lå
Selv om de var mange, han kun sin fader så
De var ikke alene, der var mange der ombord.
Nogle græd andre bad, frygten den var stor.
Da kysten med fred, endelig dukkede op,
græd de af glæde, og af kuldeshock.
Inde på kysten blev der også liv,
Og de hørte stemmer, det var henad aftenstid
De var ikke alene, der var mange ombord.
Nogle græd andre bad, frygten den var stor.
Pludselig kom der ILD fra et ondt gevær
Det fældede de fleste, som et drabeligt svær.
Men det var ikke fjenden, som skød fra hvor den stod
Men almindelige mennesker som os af kød og blod
Som ikke ville dele deres tørre land,
Med nogen som de ikke mente, var en kristen mand,
Drengen flød i bølgen til han drev på land
Der lå han ganske stille, på det bløde sand
Det sidste han hørte, var et skrig et sted
Og så gled han langsomt ind i døden til fred
Det sidste han hørte, var et skrig et sted
Og så gled han langsomt ind i døden til fred
Flugten
De blev tvunget på flugt, rædslen var enorm
Over Middelhavet vand, selv om der var storm
Og faren sagde til drengen, vi klarer det min ven.
Havet det vil skjule os, til der blir trygt igen
De var ikke alene, der var mange der ombord.
Nogle græd andre bad, frygten den var stor.
Men de ville leve. For børn har ret til liv
båden den gled stille ud mellem breddens siv.
Mørket var tæt, og kysten forsvandt
Et lille håb tændtes i hjerterne i blandt
De var ikke alene, der var mange ombord.
Nogle græd andre bad, frygten den var stor.
Vinden den tog til, det samme gjorden kulden
Da tog faren jakken af, den var dejlig ulden
Så svøbte han sin lille dreng fra top og til tå
og smilede trods kulden, drengen ligeså
De var ikke alene, der var mange der ombord.
Nogle græd andre bad, frygten den var stor.
Faren bar den lille, som var ganske varm,
og gyngede ham med bådens hjælp på sin store arm.
Sådan gik nu timer, mens barnet roligt lå
Selv om de var mange, han kun sin fader så
De var ikke alene, der var mange der ombord.
Nogle græd andre bad, frygten den var stor.
Da kysten med fred, endelig dukkede op,
græd de af glæde, og af kuldeshock.
Inde på kysten blev der også liv,
Og de hørte stemmer, det var henad aftenstid
De var ikke alene, der var mange ombord.
Nogle græd andre bad, frygten den var stor.
Pludselig kom der ILD fra et ondt gevær
Det fældede de fleste, som et drabeligt svær.
Men det var ikke fjenden, som skød fra hvor den stod
Men almindelige mennesker som os af kød og blod
Som ikke ville dele deres tørre land,
Med nogen som de ikke mente, var en kristen mand,
Drengen flød i bølgen til han drev på land
Der lå han ganske stille, på det bløde sand
Det sidste han hørte, var et skrig et sted
Og så gled han langsomt ind i døden til fred
Det sidste han hørte, var et skrig et sted
Og så gled han langsomt ind i døden til fred